
Online tilstedeværelse. Ikke som i ja-vi-har-et-website-hvor-du-kan-læse-pressemeddelelser-og-se-et-varekatalog. Men som i den sociale slags. Den slags, hvor man engagerer sig og er i dialog med brugerne. Det er en disciplin der er godt på vej til at bryde igennem herhjemme sådan for alvor, da flere og flere virksomheder er ved at anlægge en mere social kommunikationsstrategi.
Derfor er det også påfaldende, at så få danske modehuse føler trang til at møde kunderne i øjenhøjde. Ikke mindst set i lyset af den meget aktive modeblogosfære som i den grad ellers har banet vejen for modehusenes indtræden i den sociale del af teh interwebs.
Der er dog undtagelser. Normann Copenhagen – som indrømmet ikke er et modehus, men dog beslægtet – var nogle af de første herhjemme til at tage de sociale platforme seriøst. Deres community manager Michael Rying har med sikker hånd vist, hvordan den kage skal skæres med skoleeksempler på henholdvis blog, Facebook- og Twitterindsats.
For nyligt har Lars Rønne så sat sig for at bringe Samsøe Samsøe tættere på de sociale medier og brugerne, ligesom Friis & Co. også gør en fornuftig indsats.
Men hvor er alle de andre? Alle de, der stadig gemmer sig bag deres prætentiøse flash-sites, og som stadig signalerer, at de er mere interesserede i at distancere sig fra deres kunder end at identificere sig med dem. Altså sådan som de altid har gjort.
Jaja, de har da næsten alle sammen fået sig en Facebook-side og nogle også en Twitter-konto. Men de tror stadig, at disse kanaler er blot endnu en envejs marketingskanal, hvorigennem der skal mases så mange ligegyldige pressemeddelelser som muligt. Altså medmindre de ligefrem tror, at bare det at have en (inaktiv) Facebook-side er tilstrækkelig indsats på de sociale netværkstjenester.
Hvor er engagementet, hvor er dialogen? Hvor er forståelsen for forskellen på et socialt medie og en glitret annonce i et modeblad? At en online tilstedeværelse kræver en særskilt indsats, at det er en helt ny måde at kommunikere med omverden på?
De har måske fanget pointen med sociale platforme, men blot erkendt, at modebranchens sædvanlige snobberi og prestigejagt hænger dårligt sammen med inddragelse og deltagelse og derfor stiller sig tilfreds med en kvart indsats. Men i så fald, hvorfor så overhovedet prøve? Og ellers så kom dog ind i kampen!
Påvis gerne at jeg tager fejl ved at give gode eksempler på, at danske modebrands anvender sociale medier.
Læs også:
- Et kig ind i Normann Copenhagens kommunikationsstrategi
- Endnu en modeblog?
- Stine Goya for Egekilde – vandfarcen fortsætter
- Så fik jeg mine Star Wars Sneakers
- Gaga style
Kategori: Markedskommunikation
Tags: Bruuns Bazaar, Normann Copenhagen, Social Media Marketing, Sociale medier