Hvor er den kritiske modejournalistik?

Kritisk modejournalistik er en udtalt mangel i generelt alt, hvad der har med modeskriblerier at gøre. Det handler ikke om “bare” at sætte negativt fortegn foran alt det, man hidtil har gjort. Det handler om en grundlæggende kritisk tilgang til hele modebranchen. Dens moral og etik, dens selvopfattelse, dens handlinger, og de bagvedliggende mekanismer. Det afspejles nemlig i produkterne, som i denne sammenhæng har en sekundær rolle.
Jeg er langt fra den første, der råber i det kor, som jeg efterfølgende vil forsøge at opsummere.
Ida Brixtofte Nielsen skriver meget rammende i studentermagasinet medievaerk, at:
“…den danske modejournalistik har længe haltet bagefter udenlandske modemagasiner, når det handler om æstetisk kritik, der holder designerne ved ilden. I stedet har der i Danmark længe været tradition for at føre en mere livsstilsorienteret modejournalistik.“
Det handler altså mere om at gengive eller videreformidle en bestemt stil eller trend end at gå modeskaberne på klingen. Nogenlunde samme udmelding kommer en smule overraskende fra Eurowoman redaktør Camilla Frank i Pleasure:
“I England ser man mere kritisk omtale. Jeg savner, at man tør være mere kritisk og åbenmundet og sige sin ærlige mening,” siger hun.”
I Politiken skrev Ditte Giese sidste år i et opråb til de danske dameblade:
“Det store spørgsmål er, om det virkelig kan være rigtigt, at danske kvinder kun går op i at købe tøj, læse om klædelige jeans og lære 18-årige new face-modeller at kende? Nej, selvfølgelig ikke. Det er direkte fordummende, for ikke at sige fornærmende, at blive spist af med så lidt og talt ned til i den grad, det foregår i damebladene.”
Det er altså substans, der efterlyses frem for den ekstreme fokusering på forbrug, forbrug, forbrug. Ovenstående er godt nok en bredside mod den “etablerede” modejournalistik, men heller ikke bloggerne går ramt forbi. Søren Storm Hansen skriver, med udgangspunkt i et indslag fra Journalisten, at modebloggerne er lige så ukritiske som journalisterne.
“Bloggerne er om muligt endnu mere ukritiske end pressen, og modebranchen har absolut ingen grund til bekymring. [...] Der er ingen dårlige tøjmærker. Der er ikke noget, der kryber, holder dårligt, smitter af i vask eller mister faconen.”
Men når de danske modebloggere er opflasket med den ukritiske diskurs, modebladene har lagt for dagen, så er der vel ikke så meget at sige til, at de lægger ud i samme stil? Man kunne så håbe, at man med tiden begynder at skele mere til de engelsksprogede modeblogs, som har en langt skarpere tone. De udnytter netop bloggens platform som et uafhængigt talerør, der siger det, modebladene enten ikke tør eller vil pga kommercielle interesser.
Danske modeblogs oplever i øjeblikket den første store bølge. Lad os så håbe, at man i næste bølge skærper tonen og bliver den vagthund, der så hårdt er brug for!
Læs også:
En modeblog med holdninger
Enig at der mangler mere kritik…
Overordnet set tror jeg det skyldes 2 ting:
1) den danske modebranche er så lille, at skribenter, chefredaktører, modeansvarlige, og designere er kommet hinanden nær. Så på en måde nænner man ikke at være total kritisk. Nu har man networket og networket i flere år!! Så vil/tør man ikk ødelægge det på den måde.
2) der er jo intet magasin der fremhæver det dårlige!! Det er jo i udvælgelses processen at kritikken sker. De viser jo ikke 5 gode og 5 dårlige shows eller looks fra danske designere.
Både blogs og magasiner skal jo fremhæve det flotte, lækre, æstetiske.
- om man så skulle begynde på en månedlig klumme med hvad der ikke fungerer og skal laves om, det må tiden vise!
Pissesejt indlæg, og jeg er rørende enig! Glæder mig til at se mere fra jeres hånd,
/Julie
@Mads: Tror du har helt ret i det første synspunkt. Vi er for lille et land, så det bliver hurtigt en indspist og indavlet klike. Samtidig er det tilsyneladende ekstremt vigtigt at være “en del” af modebranchen, the in-crowd, i stedet for at være en observerende kommentator – og man sviner jo ikke dem, man gerne vil være venner med?
Mht. det andet punkt, så er det selvfølgelig en balancegang, hvis man vil udstille, hvad man synes er dårlig mode. Mode er om noget en kvalitativ disciplin, og hvem har ret til at bestemme, hvad er fedt og hvad er ikke?
Jeg efterlyser blot lidt mere refleksion – at man tænker en ekstra gang over tingene, inden man hovedløst istemmer koret af ‘yesmen’, der – som var det naturlov – lovpriser fx Karl Lagerfelds seneste kreationer i fineste superlativer.
Og generelt går lidt mere skeptisk til værks i alt, hvad der har med mode at gøre. Moral, værdinormer, fremgangsmåde osv. Mode er andet end forbrug og den seneste kollektion…
@Julie: Tak, vi håber ikke at skuffe dig! Ellers så sig til – hvem siger, at modeblogs skal være én stor venindeklub, hvor man ikke tør gå hinanden på klingen? ;)
Jeg synes generelt det er rigtig svært at skabe en relevant kritisk diskurs i modefeltet – det har ellers været min ambition i flere år. Jeg har gjort mig samme observations som @Mads ift. (2) – det er i udvælgelsen og i den manglende omtale at kritikken findes. Men det er ikke kun fordi man skal skrive om det gode – det er også fordi det nogle gange slet ikke giver mening at skrive kritisk. Hvordan skriver man fx en relevant og kritisk anmeldelse af et Bertoni show? Skal man kritisere dem for ikke at være nyskabende nok? Så har man vel blot misforstået brandet. Personligt har jeg valgt en mere raportage-agtig stil i disse tilfælde, hvor det ikke handler som meget om skribentens dom over produktet, men om at beskrive og formidle udtryk, detaljer og æstetik.
Til @Mads’ (1) vil jeg blot tilføje at der for mig at se ikke blot er “nærhed” men decideret sammenblanding af interesser – fx når Style Counsel producerer shows til CFW og samtidig er økonomisk ansvarlig for Dansk Daily som anmelder shows.
Dog vil jeg godt påpege at problemet med kritisk modejournalistik i forhold til networking og adgang til shows ikke kun er et Dansk problem. Kritiske skribenter som fx Cathy Horyn fra New York Times har oplevet at hun pludselig ikke længere blev inviteret til shows:
“Armani had decided not to invite me to his show and, of course, that was the intent of the letter, once I had read it. He didn’t like the tone of my comments about his January couture show in Paris; ” (http://runway.blogs.nytimes.com/2008/02/18/milan-please-dont-come/)
Jeg er spændt på at se om der er nogen der for alvor kan etablere en kritisk-reflekterende diskurs som giver mening i modejournalistikken.
@Mathias
det er også meget “kontroversielt” i lille DK at skrive det fungerer og det fungerer ikke. Så skal man til at diskutere hvad god smag er, hvem der kan afgøre det og bla bla – og så ender diskussionen et andet sted.
Jeg ville da ikke gide at læse en anmeldelse af et Bertoni modeshow eller lign – hvis konklusionen er at det IKKE var godt? Hva fik jeg ud af det? Lad vær med at køb Bertoni? Vis mig det jeg skal købe – hvilket de jo også gør.
Man kunne fx gøre det ved 5 ting der dur og ikke dur. 5 strik som er fede og 5 som ikke er, og HVORFOR de ikke er. Det samme med jeans, solbriller, halstørklæder – you name it. Der er muligheden for kritik men samtidig vise læseren hvad man så kan gøre.
Og så skal vi ikke glemme at udover at alle networker så ér venskabskredsen i modebranchen stor. Style Counsel er gode venner med Maleen Birger, kan de så kritisere hendes show osv?!
Basicly spørger man bare: who needs who? Har Armani brug for NY Times, eller har de brug for Armani??