Jeg tror, at årsagen måske skal findes i, at der har været for langt mellem dem der designede/skabte tøjet – og dem der markedsførte det. Store budgetter og lidt for lidt at fortælle har oplagt resulteret i traditionelle helsides annoncer, hvor al vægt blev lagt på model og image. At man pludselig skal til at lytte internt, finde historierne og “tale” med målgruppen er sikkert både svært og skræmmende, når man er vandt til at betale sig til sit image.

Mit opråb er “Kom ind i kampen – der er sku’ meget sjovt herinde”

p.s. Jonas, tak for de pæne ord :-)

Hilsen Michael

Det er klassisk astroturfing (når det er værst), og det skader både brandsene og bloggernes troværdighed – især, når der ikke gøres opmærksom på sammenhængen. Derimod virker det mere oprigtigt, når husene gør en selvstændig indsats, så man har et transparent billede af aktørerne – i stedet for at de som nu gemmer sig bag mere eller mindre “korrupte” blogs.

Men jeg giver dig ret i, at man med den øgede eksponering og dialog med brugerne, får svært ved at opretholde et billede af noget supereksklusivt, limited og vip-agtigt – som har været de fleste modehuses strategi indtil videre.

Så er det lidt en smagssag, om man foretrækker et utilnærmeligt og superposh brand eller et deltagende, dialogsøgende i-øjenhøjde brand. Her adskiller modebranchen sig muligvis fra alle andre – da det måske er det første, som folk reelt gerne vil have?

nå det var bare mit point of view