I disse dage er modeblogosfæren helt oppe i det røde felt over Modebevægelsen, som har “afsløret” navnet på bloggeren bag acie.dk – angiveligt imod hendes ønske. Men for enhver, der kender en hjemmeside kaldet Google, vil det tage under 5 min. at finde frem til den superhemmelige identitet.

Det retfærdiggør jo ikke Modebevægelsen at offentliggøre navnet, hvis de var vidende om ønsket om anonymitet, men det rejser en relevant problemstilling – at hvis man forventer at andre respekterer din anonymitet, har man så ikke selv et ansvar for at pleje denne anonymitet?

Hvis Acie virkelig ønskede at være anonym, så virker hendes egen omgang med sine personlige detaljer en anelse lemfældig. Tillad mig at demonstrere:

Sådan skal du ikke gøre, hvis du vil være anonym på nettet:

• Fyld din blog med billeder af dit ansigt.
• Optræd i artikler under fuldt navn.
• Brug dit rigtige efternavn på din Twitter- og Facebook-profil.
• Brug det samme profilbillede på din pseudo- og din rigtige facebook-profil.
• Hav samtlige kontaktoplysninger fra navn til adresse og tlf-nr være offentlige ved et whois look-up på dit domæne.

Min pointe er blot: Det er selvfølgelig ikke ok af afsløre en person, der ønsker at være anonym, medmindre det er i offentlighedens interesse, men omvendt så har man også selv et ansvar for at opretholde denne anonymitet, man forventer andre respekterer. Et ansvar, jeg mener, Acie svigter.

Et forkortet indlæg fra min personlige blog. Læs det fulde indlæg på latenights.dk.

Læs også:

1. Lady Gaga er ikke et menneske
2. Endnu en modeblog?
3. Didder Rønlund

Didder Rønlund var den første europæiske journalist, der blev sendt til New York, for at dække modeugen. Hun har modtaget forskellige priser for hendes arrangement i den danske modebranche, og i forbindelse med Dronning Margrethes fødselsdag blev hun hædret til at være Ridder af Dannebrog. I en alder af 83 år er hun stadigvæk en aktiv modejournalist.

Journalisten Charlotte Mehder Scholte mødte Didder Rønlund i November til en inspirerende snak om god stil. Se Didder Rønlunds ti bud på god stil:

1. HVAD ER GOD STIL FOR DIG?
Min alder taget i betragtning er det tøj, der ikke lige forveksles med mine voksne børnebørns – uden af den grund at være ’so last season’. Jeg kan godt finde på at mikse et par jeans med en tidløs jakke af Celli Freifeldt eller en kashmirtrøje, som er et sikkert valg til både hverdag og flyrejser.

 3. HVAD BRUGER DU SOM PRIKKEN OVER I-ET TIL ET OUTFIT?
Altid og uanset tidspunkt Georg Jensen-hjertet min mand forærede mig en juleaften for snart 60 år siden. Typisk valgt og købt fem minutter i lukketid den 24. december, selv om ønskesedlen i hans lomme havde en ny rejseskrivemaskine understreget med rødt, og jeg for et øjeblik ikke skjulte min skuffelse. Men siden har det fine lille hjerte naturligvis fulgt mig tæt. Også selvom jeg vil glimte lidt mere af logostatus og vælger Chanel-brochen, Jens Birger Christensen forærede mig til min 80 års fødselsdag, for så sætter jeg Georg Jensen-brochen i bh’en.

 4. HVAD ER DIN YNDLINGSACCESSORY?
Indtil jeg fik kronisk leddegigt og skudt stiletterne i sænk var det høje hæle, der ikke kunne blive vilde nok! Nu er det solbriller – ikke for at følge op på et aktuelt modelune, men fordi mine øjne er ved at blive lysfølsomme.

 5. HVAD ER DIT BEDSTE STILTIP?
Brug spejlet, og tag selvkritikken med ind i prøverummet – så burde det ikke kunne gå helt galt.

 6. HVIS DU KUN HAR FEM MINUTTER …
Så snupper jeg det, der hænger fremme fra i går og mindes Estée Lauders vise ord helt tilbage i 1950’erne om aldrig at vise sig ved morgenbordet uden et pift af rouge på kinderne. Det var godt nok også dengang svært at leve op til som udearbejdende i en børnefamilie med drøn på, men det virker stadig.

 7. HVAD ER DET BEDSTE STILTIP, DU HAR FÅET?
”Undgå alt det, der kan få dig til at ligne et kludetæppe eller det, der er værre!” sagde Holger Blom – datidens danske svar på Frankrigs Christian Dior, og da manden var min mangeårige gode ven, har jeg siden med større eller mindre held prøvet at efterleve disse vise ord.

 8. DIT BEDSTE ’FASHION-MOMENT’ – ET LOOK, DER STÅR KLART I ERINDRINGEN?
Det lykkedes mig at komme ti minutter for sent til noget så vigtigt som Chanels haute couture-opvisning i Paris. Jeg kan mærke panikken endnu, da jeg listede mig inden for døren til salonen i Rue Cambon og blev vinket op ad den berømte trappe, hvor mit første møde med den levende legende fandt sted. Der sad Coco Chanel live på øverste trin med mig som den formastelige og forsinkede på næstøverste trin under hele opvisningen, men hendes ’look’ må vente, for der sidder et par chefer på Gyldendal, som nok fyrer mig på gråt papir, hvis jeg bare fortæller løs, inden mine erindringer er kommet i trykken i Klareboderne.

 9. HVAD ER DET VIGTIGSTE VED ET LOOK?
At det ved første øjekast danner et godt helhedsindtryk. Og det er noget sludder, at man slipper godt fra alting, bare det er mode (hvad det så måtte indebære!?). Underforstået: At kvinden inden i samme mode er betagende dejlig – no matter what.

 10. HVAD KAN ALTID FULDENDE ET LOOK?
God smag og sikker stilsans.

Læs også:

1. Sådan skal du ikke gøre hvis du vil være anonym modeblogger
2. Endnu en modeblog?
3. Dit tøj sladrer…

Så skal vi til det. Igen. Bedst som man troede, det var gået op for alle, at kildevand på flaske er både utrendy, umoralsk og andre ord, der starter med u – så dukker danske Egekilde op og gør det alle andre kildevandsproducenter har gjort i årevis: Lancerer eksklusivt designervand for at slukke tørsten på dem, som endnu ikke har opdaget, at signalværdien i kildevand på flaske nu er en hel anden end den, de formentligt stadig bilder sig selv ind…

Så Egekilde træder i bl.a. Voss og Evians fodspor og har fået lidt modestjernestøv drysset ud over deres flaske. Stine Goya har således tegnet lidt på etiketten – en redesignet flaske kunne det ikke lige blive til – og så skal alle pr-kanoner jo køres i stilling for dette totalt nytænkende og nyskabende samarbejde.

Stine-pigen udtaler selv om initiativet:

“Som designer er det mit mål at bryde med konventionerne for, hvor kreativiteten, fornyelsen og skønheden kan udfolde sig, og grænserne flytter sig hele tiden. Samarbejdet med Egekilde stammer fra en fælles vision om innovation, æstetik og personligt ansvar og med flasken synes jeg, vi udtrykker en holdning til design som mode med meget mere”.

Seriøst? Altså helt seriøst? Spørgsmål: Hvori ligger kreativiteten og fornyelsen at tegne lidt på en etiket til en vandflaske og kalde den Fashion Limited Edition? Gør I ikke blot, hvad andre har gjort før jer – I gør det bare dårligere? Er det at bryde konventioner?

Nyt spørgsmål: Hvori ligger innovationen og det personlige ansvar at promovere kildevand på flaske, som trækker unødige veksler på miljøet både hvad angår transport herunder co2-udledning samt emballering og efterfølgende nedbrydning? Og så ser vi helt bort fra det komplet unødvendige i flaskevand, når der nu render perfekt drikkevand i hanerne!

Ville det ikke være mere nyskabende, hvis den gode Stine Goya droppede flosklerne og forbindelsen til de økonomisk stærke bryggerier og startede en kampagne for de danske vandværker og postevand – kald det Tapped Water Unlimited Edition? Men måske det ikke er så modeagtigt og kosmopolitisk at associere sig med noget så folkeligt som postevand?

Fashion Limited Edition er et skidt forsøg på at kopiere, hvad andre før har gjort, det er helt ude af tidsånden – og så er etiketten jo grim! There, I said it!

Hovhov, men Egekilde donerer jo 25 øre fra hver solgt flaske til Børnecancerfonden. Til det er der kun ét ord: Greenwashing!

Det bedste er imidlertid ELLEs dækning, der nærmer sig det rene mikrofonholderi. “ELLE elsker fashion på flaske” og “Egekilde vandflasker med cool etiket designet af Stine Goya” er magasinets eget bidrag – resten er ren gengivelse af pressemeddelelsen. Det er jo lige så håbløst som den vandflaske, de ukritisk beskriver.

Egekilde Fashion Limited Bullshit Edition via Uklassificeret

Læs også:

1. Endnu en modeblog?
2. Cravings
3. Sådan skal du ikke gøre hvis du vil være anonym modeblogger

Jeg kan ikke lige sætte en finger på det, men det er som om, der er et eller andet galt i Bloomingdale’s internetforretning. Jeg kunne også tage fejl…

Tak til Hannah for tippet!

Via Bloomingdale’s

Læs også:

1. Lady Gaga er ikke et menneske
2. Hvor er den kritiske modejournalistik?

Men en plastikdukke med aftagelige lemmer (ikke et ord om tisseren). Elle Magazine afslører på billedet her en fuldstændig deform højre arm/skulder, som kun kan forklares ved, at Lady Gaga ikke blev samlet korrekt inden billedet blev taget.

Tak Elle for jeres afslørende fotojournalistik, gid flere modemagasiner var så dedikerede som jer til at få den skinbarlige sandhed frem!

Via Photoshop Disasters

Læs også:

1. Lady Gaga – Poker Face (live at BBC Radio 1)
2. Der er noget råddent i Bloomingdales webshop
3. Sådan skal du ikke gøre hvis du vil være anonym modeblogger

Kritisk modejournalistik er en udtalt mangel i generelt alt, hvad der har med modeskriblerier at gøre. Det handler ikke om “bare” at sætte negativt fortegn foran alt det, man hidtil har gjort. Det handler om en grundlæggende kritisk tilgang til hele modebranchen. Dens moral og etik, dens selvopfattelse, dens handlinger, og de bagvedliggende mekanismer. Det afspejles nemlig i produkterne, som i denne sammenhæng har en sekundær rolle.

Jeg er langt fra den første, der råber i det kor, som jeg efterfølgende vil forsøge at opsummere.

Ida Brixtofte Nielsen skriver meget rammende i studentermagasinet medievaerk, at:

“…den danske modejournalistik har længe haltet bagefter udenlandske modemagasiner, når det handler om æstetisk kritik, der holder designerne ved ilden. I stedet har der i Danmark længe været tradition for at føre en mere livsstilsorienteret modejournalistik.“

Det handler altså mere om at gengive eller videreformidle en bestemt stil eller trend end at gå modeskaberne på klingen. Nogenlunde samme udmelding kommer en smule overraskende fra Eurowoman redaktør Camilla Frank i Pleasure:

“I England ser man mere kritisk omtale. Jeg savner, at man tør være mere kritisk og åbenmundet og sige sin ærlige mening,” siger hun.”

I Politiken skrev Ditte Giese sidste år i et opråb til de danske dameblade:

“Det store spørgsmål er, om det virkelig kan være rigtigt, at danske kvinder kun går op i at købe tøj, læse om klædelige jeans og lære 18-årige new face-modeller at kende? Nej, selvfølgelig ikke. Det er direkte fordummende, for ikke at sige fornærmende, at blive spist af med så lidt og talt ned til i den grad, det foregår i damebladene.”

Det er altså substans, der efterlyses frem for den ekstreme fokusering på forbrug, forbrug, forbrug. Ovenstående er godt nok en bredside mod den “etablerede” modejournalistik, men heller ikke bloggerne går ramt forbi. Søren Storm Hansen skriver, med udgangspunkt i et indslag fra Journalisten, at modebloggerne er lige så ukritiske som journalisterne.

“Bloggerne er om muligt endnu mere ukritiske end pressen, og modebranchen har absolut ingen grund til bekymring. [...] Der er ingen dårlige tøjmærker. Der er ikke noget, der kryber, holder dårligt, smitter af i vask eller mister faconen.”

Men når de danske modebloggere er opflasket med den ukritiske diskurs, modebladene har lagt for dagen, så er der vel ikke så meget at sige til, at de lægger ud i samme stil? Man kunne så håbe, at man med tiden begynder at skele mere til de engelsksprogede modeblogs, som har en langt skarpere tone. De udnytter netop bloggens platform som et uafhængigt talerør, der siger det, modebladene enten ikke tør eller vil pga kommercielle interesser.

Danske modeblogs oplever i øjeblikket den første store bølge. Lad os så håbe, at man i næste bølge skærper tonen og bliver den vagthund, der så hårdt er brug for!

Læs også:

1. Nytårsønsker for 2010
2. Der er noget råddent i Bloomingdales webshop
3. Lady Gaga er ikke et menneske

I dag er Lene og jeg gået public med det, man måske kunne finde på at kalde endnu en modeblog i det, der virker som en uendelig række af modeblogs. Det er et område, der virkelig har taget fart de seneste par år – i en tid, hvor bloggen ellers generelt synes at have mistet pusten til fordel for knapt så tekst- og tidstunge sociale platforme som Facebook og Twitter.

Så hvad skal vi bruge endnu en modeblog til? Det er muligvis red ocean, men vi mener nu alligevel, det er muligt at finde lidt blåt vand at svømme i. Vores vision er nemlig at gå skridtet videre fra det rent beskrivende til det en tand mere reflekterende.

Shrink To Fit er en inspirationsblog ligesom mange andre – men vi vil også være kritiske, funderende og stille spørgsmål til en bemærkelsesværdig branche, der hurtigt går i selvsving. Og hvor tingene ofte bliver kørt ud på et plan, hvor der er behov for at råbe “jamen, han har jo ikke noget tøj på”! Det ved Lene, der til dagligt sidder hos Bruuns Bazaar bedre end nogen andre.

Vi er ikke bange for at gå imod strømmen – hellere være udskældt end ligegyldig. Vi er ikke bange for at være kritiske og sarkastiske (hvis nogle modefolk ikke forstår de to ord så sig til). Vi bliver ikke duperet over særlige supereksklusive vip invitationer – men takker gerne ja. Vi kan ikke købes med vareprøver, men vi siger gerne vores ærlige mening om jeres produkter.

Den ene halvdel af Shrink To Fit er professionel kommunikator og teknologihaj, den anden “fashionaddict” og professionel hos et af landets førende modehuse. Det kan jo umuligt gå galt – som kaptajnen på Titanic sagde lige før afrejse…

Vi håber i hvert fald med Shrink To Fit at få sat vores aftryk i den evigt voksende modeblogosfære. Vi håber I vil give os ret.

Læs også:

1. Hello 2010 – Goodbye 2009
2. Et kig ind i Normann Copenhagens kommunikationsstrategi
3. Sådan skal du ikke gøre hvis du vil være anonym modeblogger