Jeg kan ikke lige sætte en finger på det, men det er som om, der er et eller andet galt i Bloomingdale’s internetforretning. Jeg kunne også tage fejl…
Tak til Hannah for tippet!
Via Bloomingdale’s
Læs også:
Jeg nåede ikke at komme med på Lenes nytårshilsen, men jeg er selvfølgelig enig og har også nogle fromme håb for året, der kommer.
Mine nytårsønsker for 2010 i vilkårlig rækkefølge:
Opfyldes bare et enkelt ønske, bliver jeg en glad mand. Det er vel ikke for meget forlangt?
Læs også:
Som opfølgning på diskussionen om de danske modehuses pauvre onlineindsats, vil jeg anbefale Michael Ryings (online brand manager hos Normann Copenhagen) seneste indlæg på Kommunikationsforum. Det giver en glimrende indsigt i de især strategiske, men også praktiske overvejelser, der ligger bag Normann Copenhagens satsning på sociale medier som markedsføringsplatform.
På trods af en eksponentielt voksende hob af social media “eksperter”, Facebook-konsulenter og andre slangeolie-sælgere, så er det påfaldende småt med gode cases på danske virksomheder, der succesfuldt har taget sociale medier til sig. Derfor er det ekstra fedt, når en af de mest dedikerede åbner op og ærligt deler deres social media strategi.
Læs om rekruttering via Twitter, Creative Commons billeder på flickr, Long Tail videoer på Youtube samt hvordan alt, hvad en virksomhed gør, kan laves til en historie. Men hvad med ROI?
“Vi bliver ofte spurgt om vi tjener penge på de sociale medier – om det er indsatsen værd. Men målet har indtil nu ikke været at tjene penge, det har været at udbrede kendskabet til vores brand og produkter, opbygge dialog, lytte, lære og deltage.
At være en del af de sociale medier har givet os en unik indsigt i vores eget brand, har gjort os i stand til at se og høre stort set alt, hvad der laves og siges om os. Og nok vigtigst af alt har det givet os mulighed for at reagere med det samme. Traditionel markedsføring vil efter vores overbevisning aldrig blive lige så fleksibel og vil aldrig komme lige så tæt på kunderne, som vi kan med de sociale medier.”
Læs hele indlægget på K-forum. Oversigt over Normann Copenhagens onlineindsats.
Læs også:
Men en plastikdukke med aftagelige lemmer (ikke et ord om tisseren). Elle Magazine afslører på billedet her en fuldstændig deform højre arm/skulder, som kun kan forklares ved, at Lady Gaga ikke blev samlet korrekt inden billedet blev taget.
Tak Elle for jeres afslørende fotojournalistik, gid flere modemagasiner var så dedikerede som jer til at få den skinbarlige sandhed frem!
Læs også:
Til en parisisk fundraiser havde lokale berømtheder fortolket den gule svamp, som blev auktioneret væk til fordel for WWF. Karls kreation indbragte angiveligt 1000 euro eller lige knap 7500 kr.
Godt nok går SpongeBob SquarePants altid ulasteligt klædt i skjorte og slips, men så stylet, har han nok aldrig været. Forstår dog ikke det store smil – meget u-karl’sk!
Via WWD Fashion
No related posts.
Online tilstedeværelse. Ikke som i ja-vi-har-et-website-hvor-du-kan-læse-pressemeddelelser-og-se-et-varekatalog. Men som i den sociale slags. Den slags, hvor man engagerer sig og er i dialog med brugerne. Det er en disciplin der er godt på vej til at bryde igennem herhjemme sådan for alvor, da flere og flere virksomheder er ved at anlægge en mere social kommunikationsstrategi.
Derfor er det også påfaldende, at så få danske modehuse føler trang til at møde kunderne i øjenhøjde. Ikke mindst set i lyset af den meget aktive modeblogosfære som i den grad ellers har banet vejen for modehusenes indtræden i den sociale del af teh interwebs.
Der er dog undtagelser. Normann Copenhagen – som indrømmet ikke er et modehus, men dog beslægtet – var nogle af de første herhjemme til at tage de sociale platforme seriøst. Deres community manager Michael Rying har med sikker hånd vist, hvordan den kage skal skæres med skoleeksempler på henholdvis blog, Facebook- og Twitterindsats.
For nyligt har Lars Rønne så sat sig for at bringe Samsøe Samsøe tættere på de sociale medier og brugerne, ligesom Friis & Co. også gør en fornuftig indsats.
Men hvor er alle de andre? Alle de, der stadig gemmer sig bag deres prætentiøse flash-sites, og som stadig signalerer, at de er mere interesserede i at distancere sig fra deres kunder end at identificere sig med dem. Altså sådan som de altid har gjort.
Jaja, de har da næsten alle sammen fået sig en Facebook-side og nogle også en Twitter-konto. Men de tror stadig, at disse kanaler er blot endnu en envejs marketingskanal, hvorigennem der skal mases så mange ligegyldige pressemeddelelser som muligt. Altså medmindre de ligefrem tror, at bare det at have en (inaktiv) Facebook-side er tilstrækkelig indsats på de sociale netværkstjenester.
Hvor er engagementet, hvor er dialogen? Hvor er forståelsen for forskellen på et socialt medie og en glitret annonce i et modeblad? At en online tilstedeværelse kræver en særskilt indsats, at det er en helt ny måde at kommunikere med omverden på?
De har måske fanget pointen med sociale platforme, men blot erkendt, at modebranchens sædvanlige snobberi og prestigejagt hænger dårligt sammen med inddragelse og deltagelse og derfor stiller sig tilfreds med en kvart indsats. Men i så fald, hvorfor så overhovedet prøve? Og ellers så kom dog ind i kampen!
Påvis gerne at jeg tager fejl ved at give gode eksempler på, at danske modebrands anvender sociale medier.
Læs også:
Kritisk modejournalistik er en udtalt mangel i generelt alt, hvad der har med modeskriblerier at gøre. Det handler ikke om “bare” at sætte negativt fortegn foran alt det, man hidtil har gjort. Det handler om en grundlæggende kritisk tilgang til hele modebranchen. Dens moral og etik, dens selvopfattelse, dens handlinger, og de bagvedliggende mekanismer. Det afspejles nemlig i produkterne, som i denne sammenhæng har en sekundær rolle.
Jeg er langt fra den første, der råber i det kor, som jeg efterfølgende vil forsøge at opsummere.
Ida Brixtofte Nielsen skriver meget rammende i studentermagasinet medievaerk, at:
“…den danske modejournalistik har længe haltet bagefter udenlandske modemagasiner, når det handler om æstetisk kritik, der holder designerne ved ilden. I stedet har der i Danmark længe været tradition for at føre en mere livsstilsorienteret modejournalistik.“
Det handler altså mere om at gengive eller videreformidle en bestemt stil eller trend end at gå modeskaberne på klingen. Nogenlunde samme udmelding kommer en smule overraskende fra Eurowoman redaktør Camilla Frank i Pleasure:
“I England ser man mere kritisk omtale. Jeg savner, at man tør være mere kritisk og åbenmundet og sige sin ærlige mening,” siger hun.”
I Politiken skrev Ditte Giese sidste år i et opråb til de danske dameblade:
“Det store spørgsmål er, om det virkelig kan være rigtigt, at danske kvinder kun går op i at købe tøj, læse om klædelige jeans og lære 18-årige new face-modeller at kende? Nej, selvfølgelig ikke. Det er direkte fordummende, for ikke at sige fornærmende, at blive spist af med så lidt og talt ned til i den grad, det foregår i damebladene.”
Det er altså substans, der efterlyses frem for den ekstreme fokusering på forbrug, forbrug, forbrug. Ovenstående er godt nok en bredside mod den “etablerede” modejournalistik, men heller ikke bloggerne går ramt forbi. Søren Storm Hansen skriver, med udgangspunkt i et indslag fra Journalisten, at modebloggerne er lige så ukritiske som journalisterne.
“Bloggerne er om muligt endnu mere ukritiske end pressen, og modebranchen har absolut ingen grund til bekymring. [...] Der er ingen dårlige tøjmærker. Der er ikke noget, der kryber, holder dårligt, smitter af i vask eller mister faconen.”
Men når de danske modebloggere er opflasket med den ukritiske diskurs, modebladene har lagt for dagen, så er der vel ikke så meget at sige til, at de lægger ud i samme stil? Man kunne så håbe, at man med tiden begynder at skele mere til de engelsksprogede modeblogs, som har en langt skarpere tone. De udnytter netop bloggens platform som et uafhængigt talerør, der siger det, modebladene enten ikke tør eller vil pga kommercielle interesser.
Danske modeblogs oplever i øjeblikket den første store bølge. Lad os så håbe, at man i næste bølge skærper tonen og bliver den vagthund, der så hårdt er brug for!
Læs også:
I dag er Lene og jeg gået public med det, man måske kunne finde på at kalde endnu en modeblog i det, der virker som en uendelig række af modeblogs. Det er et område, der virkelig har taget fart de seneste par år – i en tid, hvor bloggen ellers generelt synes at have mistet pusten til fordel for knapt så tekst- og tidstunge sociale platforme som Facebook og Twitter.
Så hvad skal vi bruge endnu en modeblog til? Det er muligvis red ocean, men vi mener nu alligevel, det er muligt at finde lidt blåt vand at svømme i. Vores vision er nemlig at gå skridtet videre fra det rent beskrivende til det en tand mere reflekterende.
Shrink To Fit er en inspirationsblog ligesom mange andre – men vi vil også være kritiske, funderende og stille spørgsmål til en bemærkelsesværdig branche, der hurtigt går i selvsving. Og hvor tingene ofte bliver kørt ud på et plan, hvor der er behov for at råbe “jamen, han har jo ikke noget tøj på”! Det ved Lene, der til dagligt sidder hos Bruuns Bazaar bedre end nogen andre.
Vi er ikke bange for at gå imod strømmen – hellere være udskældt end ligegyldig. Vi er ikke bange for at være kritiske og sarkastiske (hvis nogle modefolk ikke forstår de to ord så sig til). Vi bliver ikke duperet over særlige supereksklusive vip invitationer – men takker gerne ja. Vi kan ikke købes med vareprøver, men vi siger gerne vores ærlige mening om jeres produkter.
Den ene halvdel af Shrink To Fit er professionel kommunikator og teknologihaj, den anden “fashionaddict” og professionel hos et af landets førende modehuse. Det kan jo umuligt gå galt – som kaptajnen på Titanic sagde lige før afrejse…
Vi håber i hvert fald med Shrink To Fit at få sat vores aftryk i den evigt voksende modeblogosfære. Vi håber I vil give os ret.
Læs også:
En modeblog med holdninger